Krydstogter er vidunderlige, men nogle finder der meget besværligt at skulle rejse til et helt andet land, inden man kan begive sig ombord på krydstogtet. Derfor har vi valgt at lave denne artikel, hvor vi tager udgangspunkt i krydstogter der starter i Danmark og sejler fra Københavns havn. Nogle af vores anbefalede krydstogter sejler en rundtur og ender i København igen, mens andre slutter i et andet land og du skal komme hjem via fly, tog eller bus.
Men hvorfor er det, at de fleste af vores anbefalede krydstogter starter i andre lande og havne, tænker du måske? Det er der en meget simpel grund til. For krydstogter er først for nyligt blevet meget populært blandt danskerne og derfor har rederierne ikke tænkt på at have flere sejladser fra Danmark. For det andet så kræver det også en havn af en vis størrelse for at de kæmpe krydstogtskibe kan lægge til. I Danmark har vi mange havne, men det er kun de største som København, Aarhus og Aalborg der kan tage imod alle krydstogtskibe, da nogle skibe er for store til de lidt mindre havne.
Men alle statistikker tyder på, at danskerne gerne vil rejse med krydstogter og derfor begynder der også at komme flere og flere krydstogtskibe, der ligger til i Danmark.
Inden vi går i gang med at fortælle og vores anbefalede krydstogter, så vil vi gerne anbefale nogle seværdigheder du kan se, hvis du ikke bor tæt på København, men kun har været i hovedstaden kort. Det er samtidig også nogle af de ting, som gæster fra andre lande vil besøge, når du er i land fra deres krydstogter og har lagt til i Københavns havn.
Vores første anbefaling er, at du besøger Tivoli, der er en ikonisk forlystelsespark i hjertet af København. Den er ikke kun smuk og med mange gode forlystelser, men den er også verdens anden ældste forlystelsespark i hele verden – kun overgået af Dyrehavsbakken, der ligger ca. 10 km nord for København.
Det er den mest besøgte turistattraktion i Danmark med hele 4,6 millioner besøgende i 2016, hvilket også gør Tivoli til den tredje mest besøge forlystelsespark i hele Europa, der kun er overgået af Europa-Park i Tyskland og af Disneyland i Paris.
I Tivoli er der nogle faste forlystelser og så er der nogle forlystelser der kun kan prøves i bestemte sæsoner. For at have flest mulige med, så undgår vi at anbefale sæsonbetonede forlystelser. Den ældste forlystelse i Tivoli er rutsjebanen, som blev opført allerede i 1914 og kommer op på 60 km/t. Hvis du derimod ikke kan få det hurtigt nok, så er Dæmonen lige noget for dig. Den får dig nemlig op i en fart af 77 km/t og blev opført i 2004.
Hvis du er mere til G-påvirkning, så kan vi anbefale Vertigo, der både giver dig en G-påvirkning på 5,2 G og samtidig når op på 100 km/t. Vertigo blev opført i 2009. Du kan også prøve nogle af de mere stille forlystelser som Ballongyngerne, Veteranbilerne eller Dragebådene. Hvis du ikke er så meget til forlystelser, så er Tivoli også en utrolig smuk have, så du også bare kan gå igennem og nyde en omgang god mad på en af de ikoniske restauranter.
Andre seværdigheder i København, som vi synes du skal se, inden du går ombord på dit krydstogt, er Nyhavn, Den Lille Havfrue og Amalienborg, hvor Dronning Margrethe har til huse. Der er stadig mange seværdigheder vi slet ikke har nævnt, så hvis du har tiden, så brug et par dage på at opleve din egen hovedstad som turist.
Indhold
9 dages krydstogt til Middelhavet ombord på MSC Virtuosa
Vores første krydstogt, som vi gerne vil anbefale, er ombord hos MSC Virtuosa, der er en del af MSC Cruises. Hvis du gerne vil vide mere om rederiet bag dette skib, så kan du læse meget mere i vores artikel om rederiet lige her. Ruten som MSC Virtuosa hedder København – Southampton – El Ferrol – Lissabon – Barcelona.
MSC Virtuosa sejler normalt ud fra København i september måned og om eftermiddagen på dag 1, hvor du er på havet hele dag 2. Her kan du se skibet sejle rundt om Danmark og sætte kurs mod det sydlige England. Du kan samtidig også bruge tiden på at nyde alle skibets aktiviteter, som blandt andet består af en atmosfærisk pool, MSC Aurea Spa, der giver dig luksuriøse behandlinger som får dig til at falde helt til ro og MSC Gym, hvor du kan give din træning en skalle med den bedste udsigt overhovedet.
På dag 3 ligger du til land i Southampton, der er hovedstaden for krydstogtskibe i Europa. Her får du 12 timer i land, hvor du kan opleve en by, der er ny og moderne, men samtidig også har en gammel historie. Byen blev nemlig hårdt ramt under anden verdenskrig og er derfor blev genbygget efter krigen. Vi anbefaler at se SeaCity Museum, hvor de fortæller om Titanics historie. Det var nemlig fra Southampton, at skibet havde sin afgang, da den skulle ud på sin jomfrurejse over Atlanten.
Ellers synes vi, at du skal tage forbi The Bargate, som er et gammelt stykke bymur i byens centrum. Det er den dag i dag også Southamptons vartegn. Når du går ombord på MSC Virtuosa igen, så har du hele dag 4 på havet, da kursen nu er sat sydpå og du på dag 5 ankommer til den spanske by Ferrol, der ligger i det nordvestlige Spanien.
Ferrol har ikke så meget at byde på, udover nogle arkæologiske fund fra stenalderen, men 50 km derfra ligger La Coruña, som har Aquarium Finisterrae der er et af de vigtigste akvarier i Spanien med en masse flotte havdyr. La Coruña har også mange museer og utrolig mange kirker, der kan dateres tilbage til 1100-tallet.
Dag 6 er igen udelukkende på havet, hvor vi så kommer til Lissabon på dag 7. Det er Portugals hovedstad og den vestligste hovedstad i Europa. Vi anbefaler at se Castelo de São Jorge, der er et gammel byslot, som ligger på en bakke og har en fantastisk udsigt. Du kan også få en bid brød ved en af de mange små restauranter og cafeer her. I dine 9 timer i Lissabon kan vi også anbefale Oceanario de Lisboa der er endnu et akvarium med mange flotte havdyr.
Dag 8 er også på havet, hvor du nyder det flotte syn af den spanske syd- og østkyst, da du rammer Barcelona på dag 9 og det er samtidig også slutningen på dette krydstogt. Barcelona kan prale af at være fødested for Antoni Gaudi, der er arkitekten bag byens kirke La Sagrada Familia. Selvom Gaudi snart har været død i 100 år, så er kirken stadig ikke færdig med at blive bygget.
Hvis du er mere fodboldinteresseret, så har Barcelona også et fodboldhold og Europas største stadion med plads til næsten 100.000 tilskuere. Det er helt klar også et besøg værd.
Hvis en tur mod syd fra København er noget der tiltaler dig, så er dette krydstogt ombord på MSC Virtuosa lige noget for dig. Du kan starte din rejse allerede i dag, ved at booke plads ombord lige her.
10 dage rundt i Østersøen ombord på Norwegian Escape
Næste krydstogt vi gerne vil anbefale starter og slutter i København. Du behøver altså ikke sørge for hjemtransport, da du allerede vil være tilbage i Danmark, når krydstogtet er slut. Ruten hedder København – Warnemünde – Tallinn – Sankt Petersborg – Helsinki – Nynashamn – København og bliver sejlet af Norwegian Escape, der er en del af Norwegian Cruise Line. Hvis du vil læse mere om rederiet, kan du få muligheden i vores artikel om rederiet. Du finder artiklen lige her.
Krydstogtet foregår i september måned og starter i København. Her sejler skibet ud på eftermiddagen på dag 1 og på dag 2 står du op til Warnemünde i Tyskland. Her har du hele 15 timer i land, hvor du kan opleve byen Rostock, der ligger lige ved siden af.
Vi anbefaler, at du får set den gamle kanal i Rostock, hvor du finder gamle fiskerbåde i havnen, der også byder på hyggelige restauranter og cafeer. Når du er i byen, kan du også opleve deres zoologiske have eller Karls Erlebnis Dorf, der er en forlystelsespark.
I Warnemünde anbefaler vi en tur langs den 3 km sandstrand, hvor du kan tage en tur i bølgen blå. Hvis du gerne vil have en god udsigt, så tag op i det gamle fyrtårn Leuchtturm Warnemünde og se til Rostock og ud over havet.
Dag 3 bruges ombord på Norwegian Escape, hvor du kan nyde faciliteterne ombord på det nye skib fra 2015. Du kan blandt andet opleve musicals, barer, lounges og skibets promenade, der er over 400 meter lang. Hvis du gerne vil se, hvad skibet ellers kan byde på, så se denne video:
På dag 4 lægger vi i land i Estlands hovedstad Tallinn, hvor du har ni timer at opleve byen. Du bliver mødt af smukke gamle bygninger, hvor nogle kan dateres helt tilbage til middelalderen. Derfor blev området også tilføjet UNESCOs verdensarvsliste i 1997.
Vi anbefaler selvfølgelig at du ser den gamle bydel, hvor atmosfæren er helt speciel. Samtidig med de gamle bygninger, så er der også topmoderne restauranter, cafeer og butikker. Du kan også se Toompea bakken, der er omme bagved den gamle bydel. Du får et rigtig flot udsyn til byen og til vandet herfra. Hvis du vil se lidt dansk, så findes der på bakken også Toompea Slottet, som blev bygget af danskerne i 1229.
Dag 5 og dag 6 foregår i den smukke russiske by Sankt Petersborg, hvor du har hele 36 timer i land. Det er Ruslands andenstørste by med 5 millioner indbyggere og altså næsten lige så mange indbyggere som hele Danmark. Sankt Petersborg har utrolig mange gamle smukke bygninger, kanaler og broer.
Vi anbefaler at du får set Peterhof Paladset, der er et smukt palads med et stort springvand og et tilhørende kompleks, der bliver kaldt for det russiske Versailles. Du skal også forbi Opstandelseskirken, der er kendt for sine farverige spir og den flotte facade. En sidste ting du ikke må gå udenom, er Vinterpaladset. Det verdensberømte palads har haft mange forskellige zarer boende og er nu et museum med en af verdens største kunstsamlinger.
Dag 7 bruges i det finske, hvor vi lægger til land i Helsinki, der er Finlands hovedstad og den næstenordligste hovedstad overhovedet – kun overgået af Reykjavik på Island. Det er en speciel by, hvor den russiske stil møder den vestlige.
Vi anbefaler at man får set fæstningen Suomenlinna i de ni timer man har i byen. Fæstningen ligger på en grupper øer udfor byen og er bygget på en masse sten fra klipper. Fæstningen er også speciel, da den er blevet bygget over flere omgange, hvor både Sverige og Rusland har været med i opbygningen. Fæstningen er nu på UNESCOs verdensarsliste.
Du burde også besøge Temppeliaukio-kirken der er hugget ud af granit fra det finske grundfjeld og kirken er også klart den største turistattraktion i byen. Murerne indvendig er lavet af klipperne og giver derfor en fremragende akustik, som kirken bruger under deres mange koncerter.
Dag 8 foregår i Sverige og området Nynashamn, der ligger lige ved Stockholm. Byen er mest kendt for dens færgetrafik, men også kendt for Steam Brewery, der er et bryggeri som blev grundlagt i 1912. Bryggeriet er et mikrobryggeri og samtidig et af de mest populære i hele Sverige. Hvis du er mere til natur end øl, så anbefaler vi en gåtur langs promenaden Strandvagen, der har en flot udsigt.
Når du går ombord på Norwegian Escape, er det for sidste gang på dette krydstogt, for dag 9 bruger du ombord på skibet. Dag 10 vågner du igen op i hjemlige omgivelser, for der lægger skibet til kaj i Københavns havn igen.
Hvis denne flotte tur i Østersøen var noget for dig, så tøv ikke med at booke plads ombord på Norwegian Escape. Man ved aldrig hvornår den sidste kahyt er optaget. Du booker din plads lige her.
11 dages krydstogt ombord på Nieuw Statendam i Østersøen
Vores næste krydstogt er ombord på Nieuw Statendam, der er en del af rederiet Holland America Line. Hvis du gerne vil læse mere om dette rederi og hvad der gør dem unikke, så kan du læse vores artikel om rederiet ved at klikke lige her.
Ruten som Nieuw Statendam sejler ligner meget det forrige krydstogt, men har nogle ekstra stop. Ruten hedder København – Tallinn – Sankt Petersborg – Helsinki – Stockholm – Warnemünde – Kiel – København. Du kommer derfor også til at slutte i København, så du ikke skal tænke på, hvordan du kommer hjem til Danmark.
Der er nogle stop som er ens med forrige anbefaling, så dem vil vi ikke så meget i dybden med. Krydstogtet finder sted i juli måned og derfor viser Østersøen sig også fra sin bedste side med lune temperaturer og ingen vind. Der er afgang om eftermiddagen på dag 1 fra København, hvor skibet bruger hele dag 2 på havet, når den sejler mod øst. Her kan du passende nyde alle de fremragende aktiviteter Nieuw Statendam byder på.
Her kan blandt andet nævnes livemusik i Rolling Stone Rock Room eller livemusik fra Lincoln Center Screen. Du har også mulighed for at lave din egen vin direkte ombord på båden. Der er selvfølgelig også kulinariske oplevelser ombord, hvor du kan nyde alt fra det rigtig fine mad i The Dining Room og til en saftig bøf hos Pinnacle Grill.
Dag 4 har du i Estlands hovedstad Tallinn, hvor vi har anbefalet seværdigheder ovenfor. Det samme har vi for Sankt Petersborg, som vi besøger på dag 4 og 5, hvor du har hele 35 timer i land. Dag 6 er i Helsinki, som virkelig har mange ting at byde på og et kultursammenstød, der kan mærkes. Seværdighederne i Helsinki er også nævnt ovenfor.
På dag 7 rammer vi Sveriges hovedstad Stockholm, som er på den svenske østkyst. Byen bliver kaldt Nordens Venedig, da byen er fordelt ud på 14 øer og sammensat af 54 broer. Det giver en følelse af mange små kanaler og derfor associationerne til Venedig i Italien.
Stockholm har også en gammel bydel, som helt klart er et besøg værd, hvor bygningerne laver deres helt eget maleri fordi de er malet i så mange forskellige farver. Vi anbefaler også et besøg på Vasamuseet, der handler om søfarten og er det mest besøgte museum i Skandinavien. Navnet kommer fra skibet Vasa der desværre sank på sin jomfrurejse i 1628. Skibet er dog bjerget og er hovedelementet i udstillingen på museet.
Dag 8 bliver igen brugt ombord på Nieuw Statendam, for kursen er sat mod syd. Vi ankommer til Warnemünde i Tyskland på dag 9, hvor vi har 17 timer i land. Vores anbefalinger til denne smukke by finder du ovenfor.
Dag 10 foregår i Kiel, hvor vi har otte timer i land. Byen er kendt for deres skibsbygning i havnen og for at huse store dele af den tyske flåde. Havnebyen har også været vært for sejladser under de olympiske lege – både i 1936 og i 1972.
Kiel blev hårdt ramt i anden verdenskrig og derfor er byen meget moderne, da de gamle huse var for ødelagte til at kunne reparere. Vi anbefaler at du ser Nikolaikirche, der er en af de ældste bygninger tilbage i Kiel. Kirken er faktisk helt tilbage fra 1200-tallet. Du bør også se Laboe Naval Memorial, der er et 72 meter højt tårn, som er rejst for at ære de faldne soldater under første og anden verdenskrig. Både tyske og soldater fra andre nationaliteter.
Når du igen går ombord på Nieuw Statendam, er det for sidste gang på denne rejse, da skibet nu sætter kursen mod Danmark og København. Her ankommer vi på dag 11, hvor vi står op til Københavns havn og den pulserende storby.
Hvis du kunne tænke dig et flot sommerkrydstogt i Østersøen, så er dette krydstogt et rigtig godt valg. Du kan booke din plads ombord allerede i dag ved at klikke lige her.
17 dage i Nordvesteuropa ombord på Island Princess
Her får du det ultimative krydstogt fra København, hvor du sejler med skibet Island Princess, der er en del af Princess Cruises. Hvis du gerne vil vide mere om rederiet, så synes vi at du skal læse vores artikel om netop Princess Cruises. Du finder artiklen lige her.
Du starter dit krydstogt i København og ruten hedder København – Fredericia – Kristiansand – Haugesund – Ålesund – Lerwick – Seydhisfjords – Akureyri – Grundarfjordur – Reykjavik – Kirkwall – Invergordon – Southampton.
I København sejler du om aftenen på dag 1. På dag 2 vågner du op til den jyske by Fredericia, hvor skibet har lagt til og du har ni timer til at opleve Fredericia. Du tænker sikkert, at der ikke er noget at se i Fredericia, men der tager du fejl. Vores topanbefaling er, at du får set det gamle voldanlæg, som har en hyggelig atmosfære og flotte udsigter. Samtidig er voldanlægget fyldt med Danmarkshistorie, så du virkelig kan få historien opfrisket.
Du kan også se Madsby Legepark, som er et rigtig godt sted at tage dine børn med til. Her er der alt for kæledyr, sejlbåde, minigolf og legeplads. Til sidst vil vi gerne anbefale at du ser Landsoldaten, der er en flot statue af en dansk soldat og den er rejst som symbol på den vigtige rolle som Fredericia havde tidligere i det danske forsvar.
På dag 3 forlader vi Danmark for at komme til Kristiansund i Norge. Her har du også ni timer i land, hvor vi anbefaler at du får set Kristiansand Dyrepark, som har en masse spændende dyr. Ellers kan du slå et smut forbi Fiskebrygga, der er et gammelt fiskemarked som stadig er aktivt, men hvor du også kan nyde en bid mad på en af de mange cafeer eller fiskerestauranter. Du kan også nyde den flotte natur i området ved at slentre rundt i gaderne.
På dag 4 er vi lige sejlet nord om snuden på Norge, hvor Haugesund ligger. Du har også ni timer i land i denne skønne norske by, hvor vikingerne havde hjemstavn. Derfor er der stadig en masse vikingekultur i byen, som vi anbefaler at du får set. Hvis du er vild med tv-serier som Vikings og Game of Thrones, så er Haugesund lige noget for dig. Landskabet her minder nemlig rigtig meget om det fra serierne. Hvis du gerne vil spise mad som vikingerne gjorde, så tag på en af de mange restauranter i byen, hvor traditionerne bliver holdt i hævd og du derfor kan få forskellige retter fra vikingetiden.
Dag 5 er sidste dag i Norge, hvor du har 10 timer i Ålesund. Her anbefaler vi, at du tager op Ålesunds Museum, der er et hyggeligt lille museum, hvor byens historie bliver fortalt. Atlanterhavsparken er også et besøg værd, hvor du kan se mange af dyrene fra Atlanterhavet i deres akvarie. Når du går frem og tilbage til andre attraktioner, så nyd arkitekturen i byen. Det er nemlig Art Nouveau arkitektur i mange af bygningerne, der stammer fra starten af 1900-tallet efter en voldsom brand, der udryddede meget af byen.
På dag 6 er vi sejlet mod vest og lægger til land på den lille engelske øgruppe Shetlandsøerne, hvor vi går i land i Lerwick, der er øens hovedstad. Selvom øen er lille, så er der rig mulighed for shopping og besøg på restauranter. Vi anbefaler at du får set Fort Charlotte, der er fra 1655 og bygget som forsvar mod den hollandske flåde.
Det virkede dog ikke så godt, for blot 10 år senere blev fortet brændt ned under et angreb. Fortet blev dog genopbygget og står stadig den dag i dag. Det er også værd at smutter forbi det lokale museum, hvor du kan blive klogere på øens historie.
Dag 7 er på havet, hvor du kan nyde de mange aktiviteter ombord på Island Princess. Dag 8 til 11 foregår på Island, hvor du besøger byerne Seydhisfjords, Akureyri, Grundarfjordur og hovedstaden Reykjavik. Vi anbefaler at gå rundt på øen og nyde den fantastiske natur, hvor Akureyri også har en imponerende kirke. I hovedstaden Reykjavik skal du også se Hallgrimskirkja, der er en kæmpe kirke med et kirketårn på hele 74 meter. Du kan gå derop og få den mest fantastiske udsigt over landskabet og byen.
Dag 12 er igen på havet, hvor vi igen sejler mod syd. På dag 13 rammer vi Orkneyøerne i Storbritannien og den største by Kirkwall. Der er mange flotte bygninger at se her, hvor vi specielt anbefaler Earls Palace og Bishop’s Palace der begge er gamle ruiner af slotte, hvor biskoppen og de rigeste boede.
Dag 14 er på fastlandet og nærmere betegnet Invergordon, der er en lille havneby i det skotske højland. Området er kendt for deres destillerier, hvor noget af verdens bedste whisky bliver produceret. Hvis du er mere til det overnaturlige, så er det også her at Loch Ness skulle leve i søen.
Når du forlader Invergordon og går ombord på Island Princess, så er det for sidste gang på dette krydstogt. Dag 15 og 16 bruges nemlig på havet, hvor vi sejler rundt om England, for at nå til Southampton. I disse to dage kan du virkelig nyde alle de gode faciliteter ombord på båden. Du kan se hvad skibet har at byde på i videoen herunder.
På dag 17 ankommer du til Southampton om morgenen og dit krydstogt er slut for denne gang. Hvis du synes at denne smukke rundtur i det nordvestlige Europa lyder som noget for dig, så book din plads ombord lige her.
Afsluttende bemærkninger
Det var hvad vi havde af anbefalinger til krydstogter, der starter i København. To rejser der både starter og slutter i København, mens de sidste to slutter i Spanien og England. Vi har valgt i flere forskellige længder, prisklasser og rederier for at give gode anbefalinger til flest mulige krydstogtgæster.
Vi håber du har fundet dit næste krydstogt blandt disse fire, men ellers tag et kig på vores andre artikler og læs om der var nogle af de andre ruter som passer bedre til dig.
Hvis du gerne vil vide mere omkring krydstogter, så hold øje med vores hjemmeside, hvor der løbende vil komme nye artikler om forskellige krydstogter og destinationer.
Og husk, hvis du har nogle gode forslag til artikler, så skriv til os på kontakt@rejsesitet.dk.